Skip to Content

Nyhedsbrev nr. 3

Ny undersøgelse: Danskerne efterlyser politisk handling | Debatindlæg i DigiTech | Digitalt Indblik: Mød Cyber Jakob

 

Sendt til medlemmer 19.12..2025

Kære medlem

Juleferien banker på, og her kommer årets sidste nyhedsbrev efter nogle begivenhedsrige måneder.

Først og fremmest: tusind tak for jeres opbakning til foreningens arbejde i 2025. Vi holdt det første møde om stiftelsen den 4. maj, på befrielsesdagen, midt i en tid med store geopolitiske forandringer - og teknologivirksomhedernes tydelige indblanding.

Siden da har over 75 privatpersoner og virksomheder meldt sig ind, fordi de deler ambitionen om større digital uafhængighed. I onsdags afholdt vi så det fjerde bestyrelsesmøde. Vi har store mål for foreningen og arbejder på at få mange flere til at bakke op om sagen. Vi håber, at I vil hjælpe med at sprede budskabet i Jeres netværk. Der KAN skabes forandring, når gode kræfter samles og sætter handling bag ordene.

Til mødet med Caroline Stage Olsen den 10. november var der fortsat stor interesse for foreningens input. Ministeren viste interesse for de anbefalinger, arbejdsgrupperne skal udarbejde, og har blandt andet efterspurgt forslag til ændringer af udbudsreglerne.

Dét sætter vi blandt andet fokus på til første arbejdsgruppemøde for Økonomi- og konkurrenceforhold 15. januar, og når foreningen inviterer til seminar 19. januar under overskriften ’Digital suverænitet gennem IT-kontrakter’. 

Derudover havde vi hovedkonklusionerne med fra en ny Norstat-undersøgelse om danskernes brug af de store teknologivirksomheder. Undersøgelsen offentliggøres i dag og peger på et klart ønske om politisk handling for større digital uafhængighed, især i offentlige myndigheder samt på skoler og uddannelsesinstitutioner.

Vi glæder os til at tage hul på 2026 med nye initiativer, der bakker op om netop det.

I ønskes en rigtig god jul og et godt nytår

Henrik Paltoft
Bestyrelsesleder

Norstat undersøgelse: Danskerne efterlyser politisk handling, særligt i offentlige myndigheder og skoler

Norstat har udført en meningsmåling for Digital Uafhængighed i efteråret 2025, hvor 1.011 danskere besvaret spørgsmål om deres brug af techgiganters produkter. 

Undersøgelsen viser, at 86 % af danskerne anvender techgiganternes produkter i deres hverdag trods bekymring om datasikkerhed og politisk påvirkning. De vigtigste grunde er, at det opleves som nemmest at bruge de samme løsninger som alle andre, og at mange har opbygget faste rutiner omkring platformene.

Dyk ned i undersøgelsens resultater:


Debat: Digitaliseringsstyrelsens apps forhindrer opgør med techgiganterne

I et forsøg på at gøre det trygt for danskerne at downloade offentlige apps, har staten svigtet sit ansvar og gjort os mere afhængige af amerikanske techgiganter.

Debatindlæg af Klavs Klavsen, CEO Obmondo.com og bestyrelsesmedlem i Digital Uafhængighed. Hele indlægget blev bragt i DigiTech 28. november.

Digital uafhængighed er blevet et buzzword. Det er tydeligt, at vi ikke kan leve med, at store dele af vores digitale infrastruktur er på amerikanske hænder, der lystigt skruer på knapperne og høster data. Hvordan hænger det sammen med, at de mest centrale værktøjer i vores digitale liv kun kan benyttes hvis vi deler vores data med Google eller Apple?

Hvor er 'integriteten'?

MitID indførte sidste år et såkaldt ‘integritetstjek’, som i praksis tvinger alle danskere til at benytte Google eller Apple. Det skete med argumentet om risikoen for falske udgaver og for at skabe tryghed ved at hente app’en. Som Digitaliseringsstyrelsen dog selv gjorde opmærksom på, er der ingen kendte tilfælde af svindel med falske apps, og konsekvenserne står derfor ikke mål med det, man opnår. Det er en gratis løsning for styrelsen, men danskerne betaler prisen.

Det kan ikke være statens intention at spænde ben for digital uafhængighed og handle direkte i modstrid med sine egne interesser ved at tvinge borgere til at bruge amerikansk teknologi. Brug ikke techgiganternes produkter til at lappe huller i vores infrastruktur, men gør det muligt at blive uafhængige af dem.


Ændring i medlemskab for private

Siden foreningens lancering har der været mulighed for at blive enten støttemedlem eller interessemedlem som privatperson. Fra 2026 sammenlægges de to medlemskaber, så alle medlemmer kan deltage i foreningens arbejde og arrangementer på lige fod. Ændringen træder i kraft primo 2026, hvor prisen ændres til kr. 500 inkl. moms pr. år for alle private medlemmer.


 Digitalt Indblik I Jakob Seierø


I interviewserien ‘Digitalt Indblik’ vil du møde bestyrelsen i Digital Uafhængighed. Hver især giver de et indblik i  foreningens ambitioner og vigtigste samfundsudfordringer, som den skal bidrage til at løse. I denne udgave kan du møde Jakob Seierø aka Cyber Jakob. 


Hvorfor mener du, at der er brug for Digital Uafhængighed som initiativ?

For mig handler digital uafhængighed først og fremmest om erkendelse. Jeg oplever, at vi som mennesker og virksomheder ikke rigtigt har forstået, hvor dybt afhængige vi er blevet af den digitale verden. I praksis er vi 100 % afhængige af digitale systemer i vores hverdag og på mange måder er vi måske endda mere afhængige af den digitale verden end af den fysiske verden og andre mennesker for overhovedet at kunne leve og fungere.

Det er en erkendelse, jeg ikke tror, at vi som samfund har taget helt ind endnu. Og netop derfor giver et initiativ som Digital Uafhængighed mening for mig. Før vi kan ændre noget, er vi nødt til at erkende, hvor afhængige vi faktisk er. Først derefter kan vi begynde at stille de svære spørgsmål: Hvad betyder det for vores liv? For vores frihed? For vores samfund og den verden, vi er ved at skabe?

Hvad er dine personlige og faglige grunde til at engagere dig i foreningen?

Min personlige motivation er, at jeg ser en reel mulighed for at gøre en forskel, både personligt og professionelt. For mig starter digital uafhængighed med os selv. Hvordan vi forstår teknologi, hvordan vi bruger den, og hvordan vi forholder os til vores eget digitale liv.

Samtidig ser jeg et stort potentiale i at bruge mine faglige kompetencer til at bidrage til noget, der rækker ud over det kommercielle. Jeg oplever, at mange digitale beslutninger i dag primært bliver drevet af økonomi, skala og effektivitet ofte på bekostning af menneskelige værdier, etik og langsigtet ansvar.

Læs hele interviewet på vores hjemmeside


Første spadestik taget i arbejdet med hardware og softwareprodukter

Første arbejdsgruppemøde om hardware- og software produkter blev afholdt torsdag 4. december i Semaphors hyggelige lokaler i Valby. Her blev der taget hul på, hvordan gruppen vil arbejde med anbefalinger til bestyrelsen - og videre til politikere, virksomheder og borgere.  


Gruppen vil arbejde for, at:
  • Påvirke eksisterende narrativer og derigennem støtte, at flere løsninger kan testes af hurtigere
  • Fokusere på arkitektur og infrastruktur, så teknologierne bliver byggeklodser, der muliggør en ledvis migreringsstrategi og tilpasning til den konkrete situation
  • Iscenesætte open source som en central del af løsningen og imødekomme udfordringer som support og brug på mobile devices.
  • Bruge aktuelle debatter som krog, herunder offentlige apps krav om brug af Apple og Google samt digital uafhængighed i skolerne blandt andet gennem opbakning til OS2 Skole-initiativet.
  • Arbejde med forskellige tidslinjer, der også muliggør anbefalinger på længere sigt, særligt i henhold til hardware.

Første møde i arbejdsgruppen for økonomi- og konkurrenceforhold afholdes 15. januar, og ny dato for mødet i gruppen for datasikkerhed følger.

Er du interesseret i at deltage i arbejdsgrupperne? Skriv til os på info@digitaluafhængighed.dk


Seminar 19. januar: Digital suverænitet gennem IT-kontrakter 

19. januar kl. 15-17:00  Matrikel1 , Højbro Plads 10, København
Tag en kollega under armen og kom med til gå-hjem seminar efter nytår. Arrangementet er åbent for alle og gratis, men kræver tilmelding på info@digitaluafhaengighed.dk

Udformningen af kontrakter er et centralt redskab, hvis vi vil sikre reelt frit valg og undgå at blive låst af techgiganternes betingelser. Kan kontrakter og udbud være med til at fremme konkurrence til gavn for både borgere, myndigheder og virksomheder?

  • Vejen mod mere konkurrence:  Michael Ørnø, der er direktør i Statens IT, holder oplæg om at flytte brugere fra Microsoft til alternativer for i første omgang at sikre en stærkere forhandlingsposition - og hvordan vi baner vej til mere konkurrence på softwaremarkedet.
  • Udbudsreglerne fra Maskinrummet: Thomas Lau Hansen, Center for Klinisk Genetik og Genomisk Diagnostik i Region Sjælland, deler erfaringer med, hvordan udbudsreglerne i dag kan give udfordringer i praksis. Fokus er på vendor lock-in og interoperabilitet. 
  • Håndtering af open source i kontrakter: Sussi Maria Negendahl, certificeret IT-advokat og advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, sætter fokus på open source-alternativer i kontrakter, og hvor der kan opstå udfordringer.

Vejen mod digital uafhængighed

DigiTech, der dækker offentlig digitalisering og it-projekter, inviterede 25. november til konference med fokus på praktiske erfaringer, strukturelle barrierer og konkrete løsninger. Rammen for konferencen blev sat med en livlig debat mellem Bent Dalager, KPMG, Morten Kjærsgaard, Magenta og Marie Gottlieb Danneskiold-Samsøe, Ringsted Kommune. Her blev balancerne mellem regulering og frie markedskræfter diskuteret samt hvilken rolle, open source skal spille i omstillingen og de politiske tiltag.

Morten Kjærsgaard fra Magenta, der er medlem af Digital Uafhængighed, sagde blandt andet:

Hvis ikke, du investerer, får du ikke de produkter, du gerne vil have. Vi har jo kastet milliarder efter Microsoft. Hvis vi havde investeret i andre løsninger, kunne det være, at de så anderledes ud i dag. Vi skal til at investere i et Europæisk økosystem.

Deltagere kunne derefter blandt andet høre Michael Ørnø fra Statens IT, der også holder oplæg for foreningen til seminaret 19. januar, fortælle om årsager, udfordringer og gevinster i arbejdet med at flytte brugere fra Microsoft til open source-alternativer.

I løbet af dagen blev det tydeligt, at der er mange erfaringer at trække på – og at det kræver vidensdeling og fælles mål at asfaltere vejen mod digital uafhængighed. Digital Uafhængighed ser frem til at deltage i debatter, arrangementer og samtaler i det nye år.


​​


Er du medlem af Digital Uafhængighed, men modtager du ikke nyhedsbrevet endnu? Skriv til os på info@digitaluafhaengighed.dk