En stor andel af danskerne er bekymrede for, at amerikanske politiske magthavere vil anvende teknologivirksomheder til at påvirke befolkningen for at opnå politiske mål. Det viser nye tal fra Digital Uafhængighed.
Magtfulde techgiganter, cybertrusler mod kritisk infrastruktur og et voksende politisk fokus på digital suverænitet danner bagtæppe for en ny analyse fra Norstat for foreningen Digital Uafhængighed. Her har et udsnit af danskerne besvaret en række spørgsmål om deres holdning til og brug af techgiganter, anvendelse af data og behovet for digital suverænitet.
I analysen bliver danskerne blandt andet spurgt til deres holdning til store udenlandske teknologivirksomheders rolle i relation til politik. Her angiver 78 procent, at de ‘tror, at politiske magthavere i USA vil anvende store teknologivirksomheder til at påvirke befolkninger/andre regeringer for at opnå amerikanske politiske mål’.
Det er særdeles opsigtsvækkende, mener Camilla Gregersen, der er næstforperson i Digital Uafhængighed, medlem af Dataetisk Råd og administrerende direktør i Ungdomsbureauet.
"Når så mange danskere mener, at techgiganterne kan bruges som et politisk redskab, siger det noget om, at vi ikke længere ser de digitale platforme som neutral infrastruktur. Techgiganterne er magtfulde aktører, der kan bruges til at forme vores virkelighed. Det udfordrer både vores demokratiske samtale, vores tillid til information og til de politiske institutioner,” siger Camilla Gregersen.
Undersøgelsen peger på en stigende skepsis i den danske befolkning over for afhængigheden af udenlandske teknologivirksomheder – en skepsis, der går hånd i hånd med et ønske om større europæisk handlekraft.
Spørger man danskerne, mener 61 procent, at EU bør arbejde for større uafhængighed af udenlandske techgiganter, mens hele 87 procent udtrykker bekymring for, at deres personlige data ligger hos de samme virksomheder.
“Digital uafhængighed handler i bund og grund om at tage demokratisk kontrol tilbage. Danskernes bekymring er velbegrundet. Det kræver politisk mod, handlekraft og samarbejde at løse udfordringerne. Jeg ser frem til et vigtigt samarbejde med ministerium og de politiske partier, hvor vi i Digital Uafhængighed vil bidrage med løsninger til, hvordan vi styrker Danmarks digitale uafhængighed,” lyder det fra Camilla Gregersen.
Om undersøgelsen
Norstat har udført en analyse for Digital Uafhængighed, der undersøger danskernes holdning til udenlandske techgiganter, anvendelse af data og til digital uafhængighed.
Undersøgelsen offentliggøres medio december og viser blandt andet, at:
● 86 procent af danskerne anvender techgiganternes produkter i hverdagen
● 87 procent af danskerne udtrykker bekymring for, at personlige og/eller brugerdata opbevares hos store udenlandske teknologivirksomheder
● 61 procent af danskerne mener, at EU bør arbejde for større uafhængighed af udenlandske teknologivirksomheder
● Offentlige myndigheder samt skoler, institutioner og uddannelsessteder er de steder, hvor danskerne mener, det er vigtigst at sikre digital uafhængighed
Kontakt
Camilla Gregersen
Næstforperson i Digital Uafhængighed
+45 2712 9233