Thomas Lindestrand-Hansen
Lidt om hvad jeg laver til dagligt
Jeg arbejder ved Center for Klinisk Genetik og Genomisk Diagnostik i Region Sjælland, som jeg var med til at etablere i 2023, for at understøtte det nationale tilbud om helgenomsekventering til 17 udvalgte patientgrupper, ved Nationalt Genom Center.
I praksis varetager jeg det meste af det koordinerende og strategiske arbejde, men er også hands-on med diagnostikken, hvor den primære opgave er at koble patienters fænotypiske træk (symptomer) med deres genomiske profiler (DNA), for at identificere mulige arvelige sygdomsårsager. Jeg løser desuden et større antal politiske opgaver på regionalt, interregionalt og nationalt niveau og deltager i flere nationale arbejdsgrupper.
Faglig baggrund
- Diagnostik og dataanalyse (big data) under ISO 15189 med dokumenteret kvalitetssikring
- GDPR, databehandleraftaler og risikovurderinger
- AI‑understøttet diagnostik (beslutningsstøtte værktøjer), inkl. validering af algoritmer og regulatoriske krav samt tidligere erfaring med certificering af medicinsk udstyr og in vitro‑diagnostiske produkter (MDR/IVDR)
- Regionale udbuds- og kontraktprocesser med fokus på åbne standarder og leverandøruafhængighed
- Formidling af komplekse emner til klinikere og beslutningstagere
Potentielle bidrag til foreningens arbejde
Område |
Bidrag |
Klinik & diagnostik |
Indblik i dataveje, validerede arbejdsgange og kvalitetskrav i praksis |
Sundhedsdata & privacy |
Udarbejdelse af retningslinjer, tjeklister og dokumentation, der lever op til GDPR og ISO-krav |
AI & beslutningsstøtte |
Sparring om modelstyring, validering og overholdelse af AI‑forordningen |
Udbud & kontrakter |
Kravspecifikationer, proces og forhandlinger, der blandt andet sikrer leverandøruafhængighed |
Høringssvar |
Korte, faktabaserede indspil til lovgivning vedr. sundhedsdata |
Netværk |
Kontakt til klinikere, forskere, jurister, leverandører og regionale beslutningstagere |
Eksempler på konkrete leverancer
- Høringssvar om sekundær brug af sundhedsdata og datasuverænitet / -sikkerhed
- Kravskabeloner til udbud med dataportabilitet og exit‑muligheder
- Privacy‑pakke med DPIA‑skabelon, databehandler‑anneks og slettepolitik
- AI‑governance‑dokumentation: modellog, eval‑protokoller og monitoreringsplan (ikke certificeret)
- Data‑delingsaftaler til forsknings- eller kvalitetsprojekter
Min motivation
Jeg arbejder for at gøre sundhedsdata brugbare, sikre og tilgængelige – som grundlag for bedre diagnoser og stærkere patientrettigheder. Åbne standarder, klare exit‑strategier og balance mellem innovation og etik er kernen i et velfungerende, uafhængigt sundhedsvæsen. Min motivation for at deltage i foreningens arbejde, er derfor at bidrage til at disse principper og værdier kan omsættes til praktiske løsninger.
Privat
Bosat i Hvidovre, tre børn. Kone som også er ansat i sundhedsvæsenet. Sejler, camperer og bruger det meste af min fritid på forskellige projekter indenfor mine interesseområder, hvilke inkluderer AI, VR-fotografering, droneflyvning, robotter, 3D-print eller musik (ja der spændes bredt)
Thomas Lindestrand-Hansen
MSc, PhD in Health- and Medical Sciences