Foreningen, der forener viden, erhvervsliv og organisationer for at skabe et stærkt digitalt uafhængigt Danmark
Kære medlem
Jeg er glad og stolt over at kunne fortælle, at der fortsat kommer nye medlemmer til i Digital Uafhængighed. Siden sidste nyhedsbrev har mere end 15 virksomheder og interessemedlemmer meldt sig ind. Blandt andet har Mikla IT, Business Outcomes ApS og Obisdianfund.ai tilsluttet sig foreningen - velkommen til.
Det er fantastisk at opleve opbakning til vores initiativ, og der er stærkt brug for flere kræfter, så vi fra flere fronter kan arbejde på at skabe de bedste løsninger for et mere robust og digitalt uafhængigt samfund.
Foreningens arbejde udmønter sig konkret i foreløbigt tre arbejdsgrupper:
Datasikkerhed, Økonomi og konkurrenceforhold og Hardware- og softwareprodukter.
Der er rig mulighed for at deltage i en af grupperne eller være med til at starte nye op. Du kan læse mere om arbejdsgrupperne længere ned i nyhedsbrevet.
Da foreningen endnu er i sin spæde start, mener jeg, det er på sin plads, at I som medlemmer kan blive klogere på både foreningen og dens bestyrelse. Derfor introducerer vi et nyt og fast koncept i nyhedsbrevet: ‘Digitalt Indblik’. En interviewserie, hvor bestyrelsesmedlemmerne, på skift fortæller om deres vision for Digital Uafhængighed, og hvad de konkret vil bidrage med i arbejdet.
Og så venter vi selvfølgelig i spænding på den endelige udmøntning af puljen på 80 millioner til styrkelse af dansk digital suverænitet. Det glæder foreningens formandskab sig til at drøfte med Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen 10. november.
Henrik Paltoft, bestyrelsesleder
Digital Uafhængighed i Computerworld
Næstforperson i Digital Uafhængighed, Camilla Gregersen, har givet et større interview til Computerworld om foreningen Digital Uafhængighed. Hun sagde i interviewet:”Jeg går selv ind i det her arbejde med en kæmpe indignation og med en dyb bekymring over udviklingen i USA,” siger hun og uddyber:
”Men digital uafhængighed kræver, at der tages beslutninger på strukturelt niveau, hvis det skal gøre en forskel. Bliver det her til et spørgsmål, hvor det er enkeltpersoner, der hver især tager beslutninger med deres eget gode hjerte, risikerer vi, at det kun er nogle få entusiaster, som handler.”
Derfor mener foreningen også, at digital uafhængighed skal gøres til en integreret del af indkøbspolitikken i den offentlige sektor.
”Vi bliver nødt til at se på kommunernes indkøb og statens udbud, men der er også behov for, at der bliver skabt nogle rammevilkår, som sikrer, at danske og europæiske teknologivirksomheder kan blomstre," siger hun.
”For mig er det vigtigste, at vi ikke baserer vores infrastruktur på nogle få monopolvirksomheder, som der i øjeblikket er tendens til. Jeg ser også helst, at vi bruger europæiske løsninger og ikke gør os afhængige af teknologi fra Kina eller andre autoritære regimer,” siger hun.
Det betyder dog ikke, at hun fuldstændig vil dømme al teknologi fra USA ude.
”Jeg mener eksempelvis godt, at den offentlige sektor kan bruge løsninger fra en mindre amerikansk virksomhed, selvom vi naturligvis skal være opmærksomme på, at de er underlagt amerikansk lovgivning,” siger hun.
”Det kommer til at tage tid, og der bliver brug for en overgangsperiode, fordi de ansatte både i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor naturligvis skal føle sig trygge,” siger hun og tilføjer:
”Men jeg tror også, at det kommer til at skabe grobund for et stort erhvervseventyr, og jeg tror, vi er mange, der tænker, at det kunne være fedt, hvis flere danske og europæiske virksomheder kunne få en bid af den kage, som de amerikanske it-giganter sidder på i dag.”
Læs det fulde interview med Camilla Gregersen i Computerworld (bag betalingsmur)
Arbejdsgrupper klar til at trække i arbejdstøjet
De tre arbejdsgrupper i Digital Uafhængighed er for alvor klar til at smøre ærmerne op og give sig i kast med politiske initiativer, vidensdeling og mærkesager.
I takt med, at der kommer flere medlemmer til foreningen, er der som nyt medlem fortsat mulighed for at deltage i grupperne, der beskæftiger sig med tre forskellige områder. Første møderække i arbejdsgrupperne er primo december.
- Udvalget for Økonomi- og konkurrenceforhold mødes første gang tirsdag 2. december kl. 15-17, Vesterbrogade 124B. Formand for udvalget er bestyrelsesforperson Henrik Paltoft,
- Udvalget for Software/hardware produktgruppe mødes første gang torsdag 4. december kl. 15-17 hos Semaphor, Trekronergade 147B 2500 Valby. Formand for udvalget er bestyrelsesmedlem Tobias Fonsmark
- Udvalget for Datasikkerhed , mødes første gang onsdag 10. december kl. 15-17 hos Visma, Gærtorvet 1-5, 1799 Kbh. V. Formand for udvalget er bestyrelsesmedlem Jakob Seierø
Vil du være med? Så kontakt sekretariatet på info@digitaluafhaengighed.dk
Mød Digital Uafhængighed på Cyber Security Festival
Når Cyber Security Festival for første gang løber af stablen i morgen og onsdag (4. og 5. november) i København, kan du spotte det blå logo blandt de mange stande.
Digital Uafhængighed er nemlig til stede på årets festival for at deltage i samtalen om, hvordan vi styrker danske digitale løsninger og infrastruktur i et stigende komplekst trusselsbillede.
Festivalen, som er den første af sin slags i Danmark, bliver den største festival dedikeret til cybersikkerhed og samler førende eksperter, toneangivende leverandører og hundredvis af it- sikkerhedsansvarlige. Over de to dage bliver man fyldt op med inspiration, får masser ny viden og styrket sit netværk.
Konference om styrket teknologisk uafhængighed og modsvar til BigTech
Den 25. november inviterer DigiTech til konference med fokus på praktiske erfaringer, strukturelle barrierer og konkrete løsninger for offentlige og private organisationer, der ønsker større teknologisk uafhængighed.
Talerlisten opdateres løbende, og du kan blandt andet møde Frank Karlitschek, Nextcloud GmbH, CEO, Founder og Martin Wood, Domstolsstyrelsen, IT-direktør.
Digitalt Indblik | Det handler om ansvar
I interviewserien ‘Digitalt Indblik’ vil du møde bestyrelsen i Digital Uafhængighed. Hver især giver de et skarpt indblik i refleksionerne om foreningens ambitioner og vigtigste samfundsudfordringer, som den skal bidrage til at løse. Vi tager hul på interviewserien med bestyrelsesmedlem Allan E. Sørensen, COO i Agillic. Særligt de lovgivningsmæssige aspekter inden for sikkerhed, privatlivsbeskyttelse og fair konkurrencevilkår, er områder, som Allan E. Sørensen vil engagere sig i.
Hvorfor valgte du at blive en del af Digital Uafhængighed?
Det siger sig selv, at jeg bakker fuldt op om foreningens formål og mærkesager. Faktisk har jeg endnu ikke mødt nogen i mit faglige virke, der ikke mener, at det både er rigtigt og en vigtig dagsorden – og på høje tid, at der bliver gjort noget ved den. Men de fleste ved ikke, hvor og hvordan man skal starte.
Mine overvejelser, inden jeg gik aktivt ind i bestyrelsen, handlede primært om det ansvar, man påtager sig, og det langvarige engagement, der skal til for at drive og udvikle en forening. Det kræver både tid, energi og omtanke.
Hvorfor er der ifølge dig brug for et initiativ som Digital Uafhængighed?
Jeg ser fire hovedområder: det konkurrencemæssige, det sikkerhedsmæssige, privatlivsbeskyttelsen og det demokratiske perspektiv. For det første er det umuligt at drive en sund digital forretning på lang sigt, hvis rammevilkårene bestemmes af big tech-virksomheder, der frit kan sætte priser og vilkår. For det andet har historien vist igen og igen, at big tech udnytter og misbruger borgernes private oplysninger og anvender såkaldte dark patterns til at fastholde brugere i en usund afhængighed. For det tredje mener jeg ikke, at vores nationale og personlige sikkerhed skal være uafhængig af kommercielle amerikanske virksomheder.
Endelig er hele vores demokrati under pres fra algoritmer, der i stigende grad styrer, hvilke nyheder og politiske budskaber vi bliver eksponeret for. Det er et problem, vi er nødt til at tage alvorligt.
Hvilke professionelle erfaringer og indsigter vil du bringe i spil for at styrke foreningens arbejde?
Jeg har været politisk aktiv i større og mindre grad og arbejdet professionelt med interessevaretagelse i mere end 30 år – med særligt fokus på GDPR og anden digital regulering, især på EU-niveau. Derudover har jeg været involveret i digital virksomhed, siden jeg afsluttede min cand.polit. for 25 år siden. Den kombination af praktisk erfaring og forståelse for reguleringens mekanismer håber jeg kan bidrage til foreningens arbejde.
Hvad vil du særligt arbejde for, at foreningen løfter?
Jeg vil især engagere mig i de lovgivningsmæssige aspekter – især inden for sikkerhed, privatlivsbeskyttelse og fair konkurrencevilkår. Det er områder, hvor lovgivning og politisk handling kan gøre en reel forskel for både virksomheder og borgere.
Hvorfor er det først inden for de sidste 1-2 år, vi for alvor har set beslutningstagere, interesseorganisationer og store virksomheder tale om digital suverænitet og uafhængighed?
Efter min opfattelse har Donald Trump gjort det smerteligt tydeligt, at Danmark og resten af Europa ikke kan tage USA’s opbakning for givet. USA har vist, at landet ikke vil tøve med at bruge sin kontrol over den digitale infrastruktur som politisk og økonomisk magtmiddel – og måske endda som strategisk våben. Det har fået mange til at vågne op og indse, hvor sårbare vi faktisk er.
Er vi som samfund, land og i EU for sent ude med at opruste på egne digitale løsninger som modsvar til techgiganternes magt?
Det er klart, at vi – både som samfund, virksomheder og private brugere – står et svært sted efter årtiers ensidige investering i amerikansk big tech. Men enhver kamp for løsrivelse og suverænitet, uanset om den er politisk eller teknologisk, starter fra et udgangspunkt, hvor man er oppe imod en overmagt. Det betyder dog ikke, at det ikke kan lykkes – tværtimod findes der mange historiske eksempler på det. Det kommer til at tage tid, men jo før vi går i gang, jo bedre.
Er du medlem af Digital Uafhængighed, men modtager du ikke nyhedsbrevet endnu?
Skriv til os på info@digitaluafhaengighed.dk